Store Legedag på Experimentarium
Experimentarium markerer FNs Internationale Dag for Leg den 11. juni og åbner i den anledning huset for børn med neurodivergens og deres familier til en dag med både ro, leg og oplevelser!
For 3. år i træk markerer Experimentarium FNs Internationale Dag for Leg med en skøn dag på Experimentarium dedikeret til leg, sjov og hygge.
Leg er for alle – uanset forudsætninger – og i år har vi forsøgt at tilrettelægge Legedagen, så børn med neurodivergens og behov for ro kan have en tryg og sjov dag.
Det betyder, at I vil opleve et Experimentarium, der er mindre livligt og intenst end normalt – med mindre støj og mere ro, så I kan opleve udstillingerne i jeres helt eget tempo.
Vi indretter også stillerum, så børn med behov for et roligt afbræk fra legen, kan finde det.
Til gengæld har vi skruet op for tryghed og nærvær, og som noget særligt kan I opleve vores sæbebobleshow og deltage i popup-workshops – noget som normalt ellers kun kan opleves i weekender.
Den almindelige skolebooking er lukket, så der vil ikke være folkeskoleklasser i huset hele dagen. Til gengæld har vi særligt inviteret en række specialskoler fra klokken 9:30.
Om eftermiddagen er Experimentarium åbent for alle.
Kom og vær med! I kan købe entré ved ankomst eller på forhånd via vores webshop.
Ved ankomst får I udleveret et kort med særlig rolige områder og stillerum, der også vil være markerede på dagen.
Vi glæder os til at se jer!